Marca: Real og Monaco er enige om Mbappe

0

Marca: Real og Monaco er enige om MbappeReal Madrid og AS Monaco er enige om overgangssummen for Monacos 18-årige angriber, Kylian Mbappé. Det beretter Madrid-avisen Marca.

Den franske angriber Kylian Mbappé bliver atter kædet sammen med Real Madrid, og denne gang skriver den normalt pålidelige Madrid-sportsavis, Marca, at Real Madrid og AS Monaco er enige om overgangssummen for den 18-årige franskmand.

Ifølge avisen er parterne blevet enige om en pris, hvor Real Madrid betaler 1,2 milliarder kroner for Mbappé nu, mens de betaler op imod 150 millioner kroner yderligere i præstationsbonusser.

Marca erfarer, at forhandlingerne mellem parterne har taget fart, efter at Real Madrid først solgte Alvaro Morata og dernæst Danilo til henholdsvis Chelsea og Manchester City. Disse salg har angiveligt indbragt omkring 706 millioner kroner.

Parterne skulle nu være i færd med at forhandle de sidste detaljer på plads, mens Mbappé menes at få en seksårig lang kontrakt, der indbringer ham en årsløn på 52 millioner kroner netto.

Afgørende for forhandlinger skulle efter sigende være Mbappés eget ønske om at få nye udfordringer, mens han også har haft flere telefonsamtaler med Real Madrids cheftræner Zinedine Zidane samt et personligt møde med klubbens præsident, Florentino Perez, i Paris.

Mbappé spillede 44 kampe for Monaco i sidste sæson, hvor han scorede 26 mål og leverede 14 assists, heraf scorede han seks mål i ni Champions League-kampe.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE