
Foto: Shutterstock
FC Midtjyllands Jens-Lys Cajuste skulle være i søgelyset hos adskillige klubber, blandt andet de tyske storklubber Borussia Dortmund og Bayer Leverkusen.
FC Midtjylland-midtbanespilleren Jens-Lys Cajuste har taget store skridt i sin udvikling på det seneste, og for kort tid siden fik han endda debut på det svenske landshold.
Den 21-årige FCM-mands udvikling skulle flere europæiske storklubber også have noteret sig, og blandt en række klubber fra England, Frankrig og Tyskland er det særligt de tyske, der meldes mest interesseret i Jens-Lys Cajuste.
Det melder den store svenske sportsavis Sportbladet.
Ifølge avisen er Bundesliga-klubber som Dortmund, Bayer Leverkusen, Mönchengladbach, Hertha Berlin, Werder Bremen og Union Berlin blandt dem, der har scoutet unge Cajuste.
Sportbladet melder endvidere, at FC Midtjylland ved et strategimøde for nylig har besluttet, at et salg af Jens-Lys Cajuste vil give mest mening i transfervinduet til sommer.
Den svenske avis melder derudover, at prise på talentet ligger på i omegnen af 43 millioner kroner, hvis Cajuste fortsætter sin rigtig stærke form, da han har kontrakt med klubben frem til sommeren 2023.