
Foto: Shutterstock
Chelsea og Napoli har allerede nu indgået en forhåndsaftale om, at Tiemoue Bakayoko forlader Chelsea permanent efter sæsonen. Det melder Gazzetta dello Sport.
26-årige Tiemoue Bakayoko ser ud til at skulle forlade Chelsea og Stamford Bridge uden nogensinde at have etableret sig som fast mand for London-klubben.
Gazzetta dello Sport skriver således, at Chelsea allerede har en forhåndsaftale på plads med Napoli, der betyder, at den franske midtbanespiller skifter permanent til Napoli, når hans lejeophold med italienerne udløber efter indeværende sæson.
Bakayokos karriere er ikke gået helt planmæssigt siden skiftet til Chelsea tilbage i 2017.
Midtbanemanden har spillet 43 kampe i Chelsea-trøjen, men blev i 2018 udlejet til AC Milan, til AS Monaco i 2019 og er nu på leje i Napoli resten af denne sæson.
I Serie A-storklubben spiller franskmanden atter for cheftræner Gennaro Gattuso, som han havde forholdsvis stor succes under i AC Milan.
Napoli betaler angiveligt omkring £16 millioner, svarende til omkring 132 millioner kroner, for at gøre skiftet permanent efter sæsonen.