Ifølge The Telegraph har Louis van Gaal fortalt Javier Hernandez, at han får lov at skifte klub inden sommerens transfervindue lukker.
Louis van Gaal har gjort det klart for Javier ‘Chicharito’ Hernandez, at det står ham frit for at skifte klub for at få spilletid. Det skriver The Telegraphs Jason Burt.
Det er ellers ikke fordi Louis van Gaal bader i angribere. Udover Chicharito råder hollænderen kun over Wayne Rooney og unge James Wilson. Det skulle dog ikke forhindre, at Chicharito, som sidste år var udlejet til Real Madrid, får lov at skifte væk fra Old Trafford.
Her skulle Bayer Leverkusen stå klar med åbne arme, da tyskerne søger et alternativ til rutinerede Stefan Kiessling. Også mindre Premier League-klubber som West Ham og Southampton har været nævnt som mulige destinationer for den mexicanske angriber.