Medie: Christian Eriksen flirter med Bayern

0
Medie: Christian Eriksen flirter med Bayern

Foto: Shutterstock

Bayern München bliver nu også kædet sammen med Christian Eriksen, som er klubløs til sommer. Det meddeler Sport1.

I de seneste dage har rygterne om Christian Eriksens mulige skifte til Real Madrid taget til, hvor de store spanske aviser, Marca og AS, har haft store artikler om danskeren.

Men nu melder endnu en storklub sig i rækken af mulige bejlere, hvis man skal tro rygtebørsen.

Ifølge det tyske medie Sport1 er Bayern München nemlig også interesseret i at hente Christian Eriksen.

Sport1 skriver, at Eriksen-lejren er blevet opmærksomme på Bayern som en seriøs mulighed, og de skulle ikke være uinteresserede.

Mediet Sport1 er desuden ikke kendt for at være gavmild med uholdbare rygter, så der kan sagtens være substans i historien.

De seneste rygter går på at Real Madrid vil købe Eriksen for omkring 200 millioner kroner, muligvis et stykke under, i januar-transfervinduet i stedet for at vente til sommer, hvor Eriksen er gratis.

Sport1 oplyser ikke, hvorvidt det også er Bayerns plan at gå all-in på Eriksen i januar-transfervinduet eller om de tager chancen og venter til sommer for i stedet at udstyre danskeren med en god kontrakt og en interessant sign-on-fee.

Tidligere har klubber som Atletico Madrid, Juventus og Manchester United også været nævnt, når talen om Eriksens fremtid har været på bordet.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE