Manchester City forhandler med Carlo Ancelotti, trods italieneren endnu har kontrakt med Real Madrid til 2016, skriver Sky Sports Italia.
Carlo Ancelotti nyder bestemt ikke samme loyalitet og tillid i Madrid, som da han sikrede den spanske storklub sit tiende Champions League-trofæ i foråret 2014.
Resultaterne har på det sidste været svigtende, og det hele kulminerede i weekenden, da Real Madrid tabte 2-1 til FC Barcelona på Camp Nou, hvorefter utilfredse fans smadrede den italienske træners bil.
Nu skulle Manchester City dog stå klar med en vej væk fra den spanske hovedstadsklub for Ancelotti, idet de engelske mestre forhandler med ham om en managertjans fra næste sæson, trods han ellers har kontrakt i det spanske frem til 2016. Det skriver Sky Sports Italia.
Manchester City skulle især være tiltrukket af Ancelottis historik i europæisk sammenhæng. Den forhenværende Chelsea-manager er nemlig den eneste aktive træner i verden, der har tre Champions League-medaljer i sit pokalskab.