Everton viser fortsat interesse for den spanske Lazio-profil Luis Alberto, som måske kan være på vej retur til Premier League.
28-årige Luis Alberto var på ingen måde nogen succeshistorie, da han spillede for Liverpool fra 2013 til 2016, men offensivspilleren er nu en profil i Serie A, og det kan bane vejen for en tilbagevenden til Premier League.
Ifølge Il Tiempo er Everton-manager Carlo Ancelotti interesseret i at få mere kreativitet ind på Everton-mandskabet, og han har kig på spanske Luis Alberto, som også før har været på radaren hos Merseyside-klubben.
For nylig er den rutinerede midtbanemand havnet lidt i unåde hos Lazio, da han kritiserede klubbens valg om at spendere mange penge på en ny flyvemaskine frem for at betale fuld løn til spillerne.
Alberto er dog stadig en nøglespiller hos cheftræner Simone Inzaghi, og profilen har kontrakt med Lazio frem til sommeren 2025, hvorfor han vil blive dyr for Everton at købe fri i nærmeste fremtid.