Real Madrid leder efter en afløser på trænerposten, hvor den 53-årige PSG-træner Carlo Ancelotti står for skud. Interessen fra italieneren er da også gengældt.
Efter denne sæson forlader José Mourinho det varme trænersæde i Real Madrid, og kongeklubben ser sig derfor omkring efter alternativer.
Præsident Florentino Pérez har udset sig Paris Saint-Germains nuværende træner Carlo Ancelotti, men den franske hovedstadsklub vil dog ikke give slip på deres mestertræner uden kamp.
Mediet Goal beretter om, at en kilde tæt på Real Madrid oplyser, at klubben ikke længere leder efter andre alternativer end Ancelotti, da man mener, at han før eller siden kan få fingrene i ham.
”Ancelotti ønsker at forlade PSG,” udtaler den hemmelige kilde til Goal og antyder dermed, at et skifte til ’Los Blancos’ snart kunne være på plads.
53-årige Carlo Ancelotti førte Paris Saint-Germain til deres første mesterskab siden sæsonen 1993-1994, og har tidligere med stor succes stået i spidsen for prominente klubber, som AC Milan og Chelsea.