
Foto: Shutterstock
Det portugisiske stortalent Pedro Neto har succes i Wolves, og nu er Serie A-storklubben Juventus angiveligt interesserede i den 20-årige kantspiller.
Sommerens indbringende salg af profilen Diogo Jota til Liverpool har givet ekstra plads i Wolves-startopstillingen, og det har Jotas landsmand, unge Pedro Neto, udnyttet til fulde.
Det 20-årige kant-talent har således startet inde i alle klubbens otte Premier League-opgør i indeværende sæson og har undervejs bidraget med et enkelt mål og to assists.
I denne uge fik Pedro Neto endvidere landsholdsdebut for Portugal i deres 7-0 sejr over Andorra, hvilket han markerede med en scoring.
Den stærke udvikling er blevet bemærket hos Europas absolutte topklubber, og ifølge Tuttosport skulle Juventus være meget interesserede i at bringe unge Neto til Torino i et af de næste transfervinduer.
Pedro Neto har før tørnet ud for Lazio i Serie A, men dengang blev det kun til fem optrædener.
Portugiseren har samlet set spillet 53 kampe for Wolves siden skiftet tilbage i 2019, og det er blevet til seks mål og syv assists indtil videre.