Liverpool er interesseret i at købe Napolis upopulære offensivspiller, Lorenzo Insigne, der gik grædende fra banen onsdag aften.
Napolis offensivspiller, Lorenzo Insigne, er bestemt ikke populær i klubben længere.
Onsdag aften fik han hadet fra klubbens fans at føle. Napoli mødte Besiktas i Champions League-gruppespillet, hvor Insigne brændte et straffespark efter 50 minutter, hvor han kunne have udlignet til 2-2.
Herefter buhede klubbens fans af offensivspilleren indtil han blev udskiftet i det 65. minut. Efter kampen, hvor Napoli tabte 3-2, var han fortsat synderknust over fansenes behandling.
Derfor tyder meget på at Insigne snart er fortid i klubben, og klubbens præsident Aurelio De Laurentiis vil ifølge Calciomercato.com ikke stå i vejen for et skifte.
Ifølge mediet er både Liverpool FC og Tottenham Hotspur blandt bejlerne til den 25-årige offensivspiller, som har kontrakt med Napoli til 2019.
Napoli forlanger angiveligt 44 millioner pund for Insigne, hvilket svarer til 365 millioner kroner.