
Foto: Shutterstock
Christian Eriksen er blevet rygtet kraftigt væk fra Inter, og nu kan Liverpool-profilen Georginio Wijnaldum erstatte danskeren i Serie A-klubben.
28-årige Christian Eriksen har svært ved at spille sig til en startplads i Inter, og danskeren kan snart være fortid i storklubben, som nu efter sigende har kig på en ny midtbanespiller.
Ifølge mediet Calciomercato skulle Inter således være ude efter en ny midtbanemand i form af Georginio Wijnaldum fra Premier League-vinderne Liverpool.
Hollandske Wijnaldum, der netop er fyldt 30 år, har de seneste par måneder været et varmt navn på transfermarkedet, og Inter er ikke den eneste bejler til.
FC Barcelona har nemlig også været ude efter den hårdtarbejdende midtbanemotor, der til sommer har kontraktudløb og kan hentes kvit og frit.
Calciomercato mener dog at vide, at Inters interesse i bundrutinerede Wijnaldum afhænger af deres ageren på transfermarkedet.
De skulle kigge på løsninger, der kan sende Eriksen væk, før de henter noget nyt ind, og på den måde kan hollænderen altså blive en erstatning for danskeren.
30-årige Wijnaldum har spillet fire sæsoner i Liverpool, siden skiftet fra Newcastle. Han står samtidig noteret for 62 landskampe for Holland.