
Foto: Shutterstock
Premier League-storklubben Liverpool har meldt sig på banen i kampen om Jude Bellingham, som også er på blokken i Real Madrid. Det melder tyske Bild.
Borussia Dortmund-kometen Jude Bellingham har været en stor profil i Bundesligaen i denne sæson til trods for, at midtbanespilleren endnu ikke er fyldt 19 år.
Den engelske landsholdsspiller har af den grund tiltrukket sig stor interesse fra andre klubber, og for nylig blev han af Goal kåret som verdens største talent.
Real Madrid er på det seneste blevet kædet sammen med ham, men ifølge mediet Bild bliver det ikke uden konkurrence.
Bellingham bliver således også jagtet af Liverpool, der nu har meldt sig ind i kapløbet om den 18-årige Dortmund-profil.
Tidligere har kometen været sat i forbindelse med engelske topklubber som Chelsea og Manchester United, mens også Manchester City har været nævnt.
Jude Bellingham har en kontrakt med Dortmund, der udløber i 2025.