
Foto: Shutterstock
Nyrige Newcastle har indledt jagten på den tyske landsholdsspiller Timo Werner, der ikke har haft den store succes i Chelsea. Det skriver mediet Bild.
Tilbage i sommeren 2020 hentede Chelsea den tyske RB Leipzig-profil Timo Werner, men angriberen har ikke været den store succes i Premier League.
På det seneste er der begyndt at florere rygter om, at Thomas Tuchel og co. ønsker at afskibe ham, og Juventus er angiveligt interesserede.
Men nu skriver det tyske medie Bild så, at Newcastle har indledt jagten på den tidligere Stuttgart-angriber.
Den engelske traditionsklub, der nu er verdens rigeste, leder efter forstærkninger til angrebet, og her har man kastet kærligheden på Werner.
I alt spillede tyskeren 37 kampe for Chelsea i den forgangne sæson, hvor han stod bag 11 fuldtræffere og seks assists.
26-årige Timo Werner har fortsat en kontrakt med The Blues, der løber frem til sommeren 2025.