Newcastle kæmper i den tunge ende af Premier League-tabellen, og ifølge Sportsmail ønsker man derfor at opruste.
Fra starten af sæsonen har den tidligere engelske landstræner Steve McClaren stået i spidsen for Newcastle, men trods tilgangen af den nye manager samt flere nye spillere, kæmper klubben i bunden af rækken.
Derfor er det bredt anerkendt i den nordengelske klub, at det er nødvendigt at investere yderligere i spillere i januarvinduet, hvis man skal forblive i Premier League.
En af disse kunne ifølge Sportsmail være Tottenhams kantspiller Andros Townsend, der er røget ud af startopstillingen i Nordlondon – en spiller, man skulle ønske at hente på en lejeaftale med henblik på en permanent kontrakt efterfølgende.
24-årige Townsend håber på at blive inkluderet i Roy Hodgsons trup, der skal til EM-slutrunden i Frankrig, og har tidligere været rygtet til Swansea.
I netop Swansea har Newcastle-manager McClaren udset sig endnu en spiller, som han ønsker at tilføje til sin trup. Angiveligt foretrækker manageren at hente britiske spillere til ‘the Magpies’, hvorfor han har anbefalet klubben at forsøge sig med et ambitiøst bud på 23-årige Jonjo Shelvey.
Newcastle ligger efter 13 spillerunder på en 17. plads i Premier League.