De spanske mestre fra Real Madrid håber, at Premier League-storklubben Arsenal melder deres interesse i Isco, når transfervinduet åbner til januar.
Real Madrid skulle angiveligt være villige til at sælge midtbanespilleren Isco i det forestående transfervindue.
Everton og Carlo Ancelotti har allerede meldt deres interesse, men i øjeblikket skulle La Liga-giganten afvente situationen for at se, om også Arsenal melder sig ind i kampen om den 28-årige kreatør. Det skriver El Confidencial.
Der har cirkuleret rygter om, at Everton skulle være parate til at byde omkring €20 millioner, svarende til 150 millioner kroner, på den spanske tekniker, men Real håber efter sigende på, at interesse fra Arsenal vil kunne skabe en budkrig mellem de to engelske klubber.
Isco er ingen fast mand under cheftræner Zinedine Zidane, hvor han i indeværende sæson kun har spillet tre kampe i La Liga og fået nul minutter i Champions League.
Med kontraktudløb i 2022 skulle Real Madrid have vurderet, at det nu er det rigtige tidspunkt at få Isco videre i systemet, da spanieren stadig har en værdi på transfermarkedet.