
Foto: Shutterstock
Cristiano Ronaldo er fast besluttet på at forlade Manchester United denne sommer, og nu er han i dialog med sin tidligere klub Sporting CP om et skifte.
Det er efterhånden en slet skjult hemmelighed, at verdensstjernen Cristiano Ronaldo er opsat på at forlade Manchester United denne sommer, fordi han vil spille Champions League-fodbold.
Portugiseren har været sat i forbindelse med klubber som Chelsea og Bayern München, men nu er han i dialog med en tidligere arbejdsgiver.
Således beretter mediet The Athletic, at Ronaldos agent, Jorge Mendes, er i dialog med Sporting CP om et skifte.
Agenten skulle have afholdt flere samtaler med Sporting, som modsat Manchester United skal spille Champions League i næste sæson.
Her skulle Ronaldo være opsat på at udbygge sin rekord som turneringens mest scorende spiller, lyder det.
37-årige Cristiano Ronaldo har samlet set scoret 141 gange i Champions League, hvilket er mere end nogen anden spiller i historien.