
Foto: Shutterstock
Mykhailo Mudryk havde den ene støvle i Arsenal FC, men så kom lokalrivalerne Chelsea FC på banen, og så gik det hurtigt.
Sky Sports forklarer, at Chelseas medejer Behdad Egbali og direktør for globale transfers Paul Winstanley tog et privatfly til Antalya i Tyrkiet, hvor Shakhtar Donetsk i øjeblikket er på træningslejr.
Her forhandlede Chelsea-bosserne med først Shakhtar Donetsk og derefter Mudryks lejr, hvorefter det ukrainske stortalent tog med privatflyet retur til London.
Det ventes, at transferen falder endegyldigt på plads søndag, når Mudryk har gennemført det obligatoriske lægetjek og underskrevet en kontrakt, der gælder til sommeren 2030.
Herefter ventes Mudryk at flyve tilbage til Antalya for at tage ordenlig afsked med holdkammeraterne og trænerstaben i Shakhtar Donetsk.
Både Chelsea og Shakhtar har lørdag aften bekræftet, at parterne er langt i forhandlingerne.
Ifølge flere medier, så lyder den aftalte transfersum på en pris, der svarer til 745 millioner kroner.