
Foto: Shutterstock
Jadon Sancho har haft en blandet sæson i Manchester United, og nu vil han meget gerne udlejes til Borussia Dortmund, hvor United i sin tid hentede ham.
Tilbage i sommeren 2021 var Manchester United på rov i Borussia Dortmund, hvor man købte supertalentet Jadon Sancho.
Handlen løb op i et stort millionbeløb, men den engelske kantspiller har ikke for alvor slået igennem på Old Trafford.
Og nu ønsker den 23-årige offensivspiller at forlade Manchester United.
Det melder den sydtyske avis Süddeutsche Zeitung, som kan berette, at Sancho meget gerne vil udlejes til Borussia Dortmund.
Her sparkede Jadon Sancho for alvor sin professionelle karriere i gang, men han har ikke spillet på samme niveau, siden han forlod klubben.
I indeværende sæson har englænderen været på banen i 33 kampe for United, hvor det er blevet til seks mål og to oplæg.
Sancho har kontrakt med De Røde Djævle frem til sommeren 2026.