
Foto: Shutterstock
Arsenal og Wolverhampton pønser angiveligt på at hente Diego Costa, som er gratis efter bruddet med Atletico Madrid. Det melder flere engelske medier.
32-årige Diego Costa er ledig på transfermarkedet, efter han tirsdag blev enig med Atletico Madrid om at ophæve sin aftale, og ifølge en række medier kan Costa vende tilbage til Premier League.
Den forhenværende Chelsea-profil er efter sigende selv interesseret i at rejse retur til England, og særligt to klubber meldes lune på spanieren.
Wolverhampton skulle især være interesserede og allerede i dialog med den rutinerede herre, da klubben har hårdt brug for endnu en angriber.
Wolves’ normale frontmand Raul Jimenez er ude med en seriøs hovedskade, og manager Nuno Espirito Santo har ifølge Birmingham Mail udset sig Diego Costa som den optimale erstatning.
Santo var faktisk allerede ude efter Costa tilbage i sommeren 2019, men ved den lejlighed blev et samarbejde ikke ført ud i livet.
Det skulle der være bedre odds for i denne ombæring, men Wolves kan angiveligt få kamp om Costas signatur fra storklubben Arsenal.
Det melder blandt andre TalkSport, der skriver, at Mikel Arteta er interesseret i sin landsmand.