Medier: Ramos forlader Real – duo forlænger

0
Medier: Ramos forlader Real - duo forlænger

Foto: Shutterstock

Sergio Ramos er i gang med sin sidste sæson som Real Madrid-spiller, hvis man skal tro spansk presse. Til gengæld er duo tæt på at forlænge.

Real Madrids mangeårige forsvarsprofil og nuværende anfører, Sergio Ramos, er i færd med sin sidste sæson.

Så klart lyder budskabet i hvert fald i spansk presse. Ramos’ kontrakt udløber til sommer, og parterne kan ikke blive enige.

Den 35-årige forsvarsprofil ønsker angiveligt en længere kontraktperiode end Real Madrid ønsker at give ham, og derfor må parterne efter alt at dømme skilles.

Ramos er blevet tilbudt en etårig kontraktforlængelse, men han ønsker angiveligt to år.

Det krav har klubbens magtfulde præsident, Florentino Perez, ikke ønsket at imødekomme, og derfor har en anden europæisk klub nu meldt sig på banen.

“Planlæg den nye sæson uden mig,” skulle Ramos have sagt til Perez.

Den spanske landsholdsprofil har spillet for Real Madrid siden 2005, hvor han kom til fra Sevilla. Først spillede han højreback, men efter nogle år blev han rykket ind i centerforsvaret.

Samlet set har Ramos hidtil spillet 670 kampe for klubben, vundet fem mesterskaber, to pokaltitler, fire Champions League-titler samt fire VM for klubhold-titler.

Han står lige nu noteret for hele 101 scoringer i Kongeklubbens hvide spilletrøje.

Medier: Benzema og Modric forlænger

Til gengæld er der også positive nyheder i Real Madrid. Både Karim Benzema og Luka Modric ser nemlig ud til at forlænge deres kontrakter. Ifølge spansk presse.

33-årige Benzemas kontrakt udløber i 2022, og han skulle være klar på at forlænge til 2023.

35-årige Modric har ligesom Ramos også kontraktudløb til sommer, men han skulle være klar på kontrakt, der løber i et år yderligere.

Real Madrid har et princip om kun at forlænge et år ad gangen med spillere, der har passeret de 30 år, når nye kontraktforlængelser skal aftales.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE