Jose Mourinho afslørede i dag på sit første pressemøde for Chelsea siden genforeningen med klubben, at belgiske Kevin De Bruyne og Romelu Lukaku er med i hans planer.
Den belgiske duo De Bruyne og Lukaku var lejet ud til henholdsvis Werder Bremen og West Bromwich Albion i sidste sæson, begge med succes. Dog har der været tvivl om hvorvidt de skulle lejes ud endnu en sæson.
Men nu dementerer den tilbagevendte Chelsea-manager Jose Mourinho disse rygter, da han på sin første pressekonference siden sin tilbagevenden til Londonklubben udtaler, at de er en del af hans planer.
”Jeg mener det er retfærdigt at spillerne er de første til at kende til deres fremtid, og at de hører om deres fremtid fra deres manager og klub, og ikke fra medierne,” udtaler Mourinho til pressen og fortsætter om belgierne:
”De er den type spillere som Chelsea har investeret en masse i tidligere, og det er mit arbejde at få det bedste ud af disse investeringer. De er begge parate til at vende tilbage og være klar til mit hold,” slutter han.
21-årige Kevin De Bruyne spillede i sidste sæson 33 ligakampe og scorede flotte 10 mål, samt lagde op til 9 af slagsen. 20-årige Romelu Lukaku nåede imponerende 17 mål og 4 oplæg i 35 kampe.