Onsdag fyrede Schalke 04 træner Felix Magath, og i dag kunne den tyske klub præsentere hans afløser. Ralf Rangnick overtager således styringen af klubben.
Schalke 04 skulle kun bruge et døgn på at finde afløseren for træner Felix Magath, som man onsdag valgte at sige farvel til. Der er tale om 52-årige Ralf Rangnick, der tidligere har stået i spidsen for klubben.
Det var tilbage i 2004, hvor han med danske Ebbe Sand og Christian Poulsen i truppen, førte klubben til en andenplads i ligaen samt deltagelse i Champions League. Rangnick blev dog fyret efter en skidt start på den efterfølgende sæson, hvorefter han kom til Hoffenheim.
Her lykkedes det træneren at føre klubben frem til Bundesligaen, men han valgte i januar at takke af i klubben i protest mod at man havde solgt midtbaneprofilen Luiz Gustavo til Bayern München.
Schalke er placeret på 10. pladsen i Bundesligaen.