Officielt: Esbjerg sikrer sig FCM-back

0

Esbjerg fBEsbjerg er nået til enighed med FC Midtjylland om en pris på Jesper Lauridsen, der skifter til vestjyderne på en fireårig kontrakt.

Jesper Lauridsen er dagen igennem blevet rygtet til Esbjerg fB, og nu er skiftet så officielt.

Vestjyderne har netop præsenteret den 24-årige back på en fireårig aftale. Han kommer til klubben fra FC Midtjylland, der ifølge bold.dk i stedet kan smide tre millioner kroner i klubkassen.

I Esbjerg bliver Lauridsen genforenet med Jonas Dal, som han kender fra FCM’s akademi samt sit lejeophold i Hobro for et par sæsoner siden. Og han glæder sig til igen at arbejde sammen med den karismatiske træner.

“Jeg skifter for spilletid, og da jeg tror, Esbjerg er en klub på vej fremad, og det vil jeg gerne være en del af. Esbjerg er en god klub, som jeg kun har hørt gode ting om, og derudover kender jeg Jonas (Dal, red.) fra akademiet og har haft en god udvikling under ham som træner,” siger hovedpersonen til EfB’s hjemmeside og tilføjer:

“Jeg ser frem til foråret med stor glæde og lyst til at spille fodbold igen. Spillelysten er i top, og jeg glæder mig til at prøve noget nyt efter mange år i samme klub.”

Jesper Lauridsen var fast mand i FC Midtjylland i sidste sæson, da klubben hev det danske mesterskab hjem. I efteråret har han dog stået i skyggen af Filip Novak, hvorfor det kun blev til én enkelt kamp i Superligaen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE