
Foto: Unisport.dk
Rasmus Thellufsen kommer ikke mere i aktion for AaB i denne sæson. Den 22-årige angriber er nemlig blevet udlejet til tyske Hansa Rostock.
Tyskerne spiller i 3. Bundesliga, og lejeaftalen gælder for resten af indeværende sæson.
“Rasmus’ talent er åbenlyst, men i truppen har vi hård konkurrence på de fleste positioner, og Rasmus’ udsigt til spilletid var måske længere væk end den længe har været,” siger AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Derfor har vi i noget tid også været enige om, at en udlejning ville være optimalt, og på Rasmus’ vegne er vi glade for, at det bliver i en spændende klub som Hansa Rostock, han skal udvikle sig,” siger Allan Gaarde.
AaB og Hansa Rostock har indgået en købsoption, der betyder, at tyskerne kan sikre sig Thellufsen permanent, når lejeaftalen er slut, hvis de ønsker dette.
Rasmus Thellufsens kontrakt med AaB løber frem til udgangen af 2020.