
Foto: Unisport.dk
AaB har fejret 1. maj ved at annoncere det nye sportslige setup i klubben.
Nordjyderne har både præsenteret en ny sportsdirektør, teknisk chef samt scouting- og rekrutteringschef.
Valget som ny sportsdirektør er faldet på Ole Jan Kappmeier.
“Med Ole Jan Kappmeier som vores nye sportsdirektør har vi valgt en ekspert i udvikling, implementering og eksekvering af fodboldklubstrategier. Med sin baggrund i sportsledelse, idrætsvidenskab og erfaring med at arbejde i og med internationale topklubber får Ole ansvaret for hele sportsafdelingen og den strategiske retning,” siger Jan Peters, der er sportslig ansvarlig frem til 1. juni, i en pressemeddelelse.
Ny teknisk chef i klubben er James Gow, mens den nye scouting- og rekrutteringschef bliver Julius Nagel.
“Med James Gow som teknisk chef for fodbold har vi valgt en ekspert, som er særligt ansvarlig for rammerne for træner- og ekspertudvikling og dermed den bedst mulige udvikling af vores spillere på tværs af alle aldersgrupper. Sammen med klubbens trænere og eksperter vil han tage sig af emnerne spillestil, træningsrammer og alle relaterede præstationsfremmende faktorer – fra græsrødderne til det professionelle niveau,” siger Jan Peters i en pressemeddelelse og tilføjer:
“Som scouting- og rekrutteringschef vil Julius Nagel være ansvarlig for udviklingen aftruppen omkring førsteholdet. Med en bevidsthed om, at trupplanlægning begynder med et kig på ens eget akademi, har Julius ekspertisen til at sammensætte en trup med spillere, der kan udvikle sig, takket være hans tidligere erfaring og mange globale indtryk fra fodbold på topniveau.”
Kappmeier vil tiltræde som sportsdirektør den 1. juni, mens både Gow og Nagel vil starte den 1. juli.
Jacob Larsen fortsætter i jobbet som akademichef i AaB.