AC Horsens har i dag hentet angriberen Martin Pusic på en toårig kontrakt. Han skifter på en fri transfer.
Martin Pusic har fundet sin nye arbejdsgiver i AC Horsens. Han har skrevet en toårig aftale med klubben.
Han skifter på en fri transfer, efter at hans kontrakt med FC Midtjylland udløb den 30. juni 2018.
“Det er et kæmpe scoop, at tiltrække en spiller som Pusic til AC Horsens. Han har kvalitet og har scoret mål i alle de klubber, han har været i. Han har rutine, en vilje samt en sult efter at vise at han kan score mål. Samtidig har han en enorm vindermentalitet, hvilket er vigtigt for os. Jeg glæder mig helt vildt til, at se ham i den gule trøje,” fortæller cheftræner Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.
Pusic ser også frem til det nye samarbejde.
“AC Horsens havde en flot sæson sidste år, hvilket viser, at holdet har kvalitet hele vejen rundt. Jeg glæder mig til at bevise overfor klubben og mig selv, at jeg er den rigtige for dem.Jeg føler mig overbevist om, at det er det rigtige valg i min karriere efter min snak med Bo og resten af trænerteamet. Jeg er professionel og gør altid mit bedste for at hjælpe holdet, og det er den måde vi skal få succes på.”
Pusic har tidligere spillet i First Vienna FC, SK Schwadorf, FC Admira Wacker Mödling , SC Rheindorf Altach, Hull City, Vålerenga, Fredrikstad, Brann, Esbjerg fB, FC Midtjylland, Sparta Rotterdam, FC København og AGF.