Officielt: Achraf Hakimi er ny PSG-spiller

0
Officielt: Achraf Hakimi er ny PSG-spiller

Foto: Shutterstock

Paris Saint-Germain har forstærket sig med Achraf Hakimi, der skifter fra Inter Milan. Han har kontrakt til 2026.

Achraf Hakimi har været kædet sammen med Paris Saint-Germain i den seneste tid, og tirsdag blev det så officielt, at han skifter til den franske hovedstadsklub.

Hakimi har skrevet under på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2026.

“Jeg føler en stor stolthed i dag. Efter at have spillet i Spanien, Tyskland og Italien, har PSG givet mig muligheden for at prøve mig af i en ny liga med én af de mest prestigefyldte klubber i verden,” fortæller Achraf Hakimi til PSG’s hjemmeside og tilføjer:

“Jeg har de samme store ambitioner som staben og truppen. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at levere det, som forventes af mig.”

22-årige Hakimi skifter fra italienske Inter Milan, som han kun nåede at spille for i en enkelt sæson. Her spillede han 37 Serie A-kampe og var med til at vinde det italienske mesterskab.

Transfersummen lyder angiveligt på 60 millioner euro, hvilket svarer til 446 millioner kroner.

Inter købte ham selv for 41 millioner euro (305 mio. kroner) af Real Madrid sidste sommer.

Tidligere i karrieren har han spillet for Real Madrid og Borussia Dortmund, som han var udlejet til.

Real Madrid havde i aftalen med Inter sikret sig en forkøbsret på Hakimi, hvilket betød, at de kunne købe ham, hvis de matchede en interesseret købers pris.

Men Real har altså ikke ønsket at matche PSG’s købstilbud på den marokkanske landsholdsspiller.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE