Officielt: AGF forlænger med forsvarsspiller

0

Officielt: AGF forlænger med forsvarsspillerAGF og Alexander Juel Andersen er blevet enige om at forlænge samarbejde med yderligere en sæson.

Alexander Juel Andersen har været skadet siden marts måned, men det har ikke afholdt AGF fra at forlænge samarbejdet med forsvarsspilleren.

Således oplyser århusianerne, at de har skrevet en ny etårig kontrakt med Juel Andersen, der har spillet 111 kampe for klubben siden 2013.

“Det er godt at få en forlængelse på plads med Alexander, der er en spiller, vi sætter pris på. Han har været i AGF relativt længe efterhånden, og han er en betydningsfuld del af holdet og omklædningsrummet.”

“Men Juel Andersen er også en dygtig forsvarsspiller, der kan dække flere pladser, så han er på mange måder et godt aktiv for os, og det er derfor også glædeligt, at vi nu har forlænget aftalen med ham for yderligere en sæson,” udtaler sportschef Peter “PC” Christiansen til klubbens hjemmeside. 26-årige Alexander Juel Andersen supplerer:

“Jeg er glad for forlængelsen, og jeg glæder mig over fortsat at være en del af AGF. Nu ser jeg frem til at blive skadesfri og helt klar, når den nye sæson starter. Jeg er rigtig glad for at være i klubben og ikke mindst for at spille under cheftræner Glen Riddersholm, der har været en stor faktor i min forlængelse.”

Alexander Juel Andersen startede sin seniorkarriere i Viborg, hvor han fik debut som 18-årig. Herefter har han været forbi både Randers FC og AC Horsens, inden han altså i 2013 kom til AGF.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE