Officielt: AGF hapser Horsens-stopper

0

AGFAGF bekræfter nu officielt, at man har købt AC Horsens’ 22-årige højreback, Alexander Juel Andersen. Spilleren har skrevet under på en fireårig aftale.

Rygterne har på det seneste sendt Juel Andersen til den jyske hovedstad, og flere medier har da også fastslået, at AGF var på nippet, til at hente backen op fra 1. division.

Nu er det så endelig officielt, at AGF køber spilleren og giver ham en fireårig kontrakt, og klubbens sportsdirektør, Brian Steen Nielsen, er godt tilfreds med klubbens nye fangst.

”Vi er rigtig glade for, at vi er lykkedes med at tiltrække en af landets bedste højre backs. Alexander har lige nøjagtig den profil, vi har været på udkig efter. Han er en ambitiøs, ung og allerede etableret Superliga-spiller med et stort potentiale,” udtaler han til klubbens hjemmeside og fortsætter:

”Han passer godt ind i den måde, vi spiller på, og han har en spillestil, som vores fans vil sætte pris på. Jeg er overbevist om, at han bliver en gevinst for os, og at vi i fællesskab kan udvikle det til noget rigtig stort,” tilføjer Brian Steen Nielsen.

22-årige Alexander Juel Andersen har spillet for AC Horsens de sidste to sæsoner, hvor han nåede 67 kampe og syv mål for klubben.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE