AGF får i sommerpausen tiltrængt forstærkning til frontkæden i form af Esbjergs Jesper Lange. Den 27-årige angriber har fået en kontrakt til sommeren 2016.
Peter Graulund stoppede i efteråret karrieren, mens AGF sagde farvel til Morten Moldskred og topscorer Aron Johansson i vinterpausen.
Ydermere har AGF i foråret været ramt af skader hos angriberne Søren Larsen og Mate Vadsatze, hvilket har føjet yderligere skade til aarhusianernes tynde frontkæde.
Derfor har AGF skrevet kontrakt med Esbjergs angriber Jesper Lange, der støder til klubben til sommer på en fri transfer fra den 1. juli i år.
”Jesper Lange er en ærgerrig og energisk spiller, der altid arbejder meget hårdt. Han er på vej ind i sin bedste alder som fodboldspiller, og han vil få en vigtig rolle hos AGF. Han passer rigtig godt til den måde, vi gerne spille fodbold på, og med sit store engagement vil han bidrage positivt til vores trup,” siger sportsdirektør Brian Steen Nielsen til klubbens hjemmeside.
Også Jesper Lange sig glæder sig til at skifte til AGF, hvor han kan få ny inspiration og udvikle sig yderligere.
”Jeg glæder mig til at få ny inspiration i AGF og forhåbentlig at kunne udvikle mig yderligere som spiller. Jeg vil bidrage med masser af energi, gejst og fight – og selvfølgelig også gerne mål. AGF-holdet rummer et interessant potentiale, og det vil jeg være med til at udfolde,” siger Jesper Lange.
27-årige Jesper Lange fik sin fodboldopdragelse i OB, men skiftede i 2006 til Esbjerg, hvor det er blevet til 155 Superliga-kampe og 29 Superliga-mål.