
Foto: Preston North End
Danske Anders Lindegaard har lavet en permanent aftale med Preston North End, som han var udlejet til i foråret. Kontrakten løber to år frem.
Anders Lindegaard fik ophævet sin kontrakt med West Bromwich Albion fredag, og i dag er den 32-årige dansker så på plads i sin nye klub.
Han har nemlig lavet en toårig aftale med Championship-klubben, Preston North End, som han også var udlejet til i foråret med 14 kampe til følge.
“Det har været en nem beslutning. Jeg havde tilbud fra andre engelske klubber, men det var slet ikke i mine overvejelser – jeg ville blive her,” siger den danske målmand til klubbens hjemmeside.
Anders Lindegaard skal i den kommende sæson spille sammen med Simon Makienok, der render rundt på Deepdale på en etårig lejeaftale.