Officielt: Bo Henriksen fyret i FCM

1
Officielt: Bo Henriksen fyret i FCM

Foto: Shutterstock

FC Midtjylland har i dag fyret cheftræner Bo Henriksen. Hans midlertidige afløser bliver Henrik Jensen, som har sin første opgave fredag aften.

Efter et år i spidsen for FC Midtjylland, er Bo Henriksen torsdag blevet fyret.

Det bekræfter klubben på et pressemøde.

“Vi fortalte det til Bo i går (onsdag, red.) i lufthavnen, da vi kom hjem fra Larnaca. Svend og jeg holdt et møde med Bo, hvor vi forklarede ham, at vi ville opsige samarbejdet og kigge andre veje,” siger administrerende direktør Claus Steinlein ifølge bold.dk på dagens pressemøde.

“Bo Henriksen har med sin udadvendte, karismatiske facon været et tiltrængt og friskt pust i vores klub. Han har bragt masser af humør og gejst ind i truppen og har to gange i træk formået at bringe os i gruppespillet i Europa, ligesom han i den seneste sæson førte holdet til pokaltitlen. Vi har al mulig grund til at takke Bo for den energi, profilering og de resultater, som han har bragt til FC Midtjylland,” siger administrerende direktør Claus Steinlein til FCM’s hjemmeside.

Steinlein fortæller, at beslutningen er blevet truffet, fordi man ikke længere havde tiltro til at Henriksen kunne videreføre projektet i den retning, som man ønskede.

“Når vi kigger på 2022 i sin helhed har vi ikke taget den forventede udvikling på vores overordnede Smartodds-rating, og udviklingen i vores spillestil og udtryk har ikke levet op til vores forventninger. På den baggrund er vi efter moden overvejelse nået frem til, at vi har behov for en ny cheftræner, og vi synes, at timingen nu er god til at vore veje skilles.”

“Bo er blevet en god ven af mig og klubben. Og han vil altid være velkommen her i FC Midtjylland. Jeg vil ønske ham al muligt held og lykke med sin fremtid indenfor dansk superligafodbold. Jeg forventer helt sikkert, at vi i fremtiden kommer til at byde ham velkommen på stadion igen, som træner på sidelinjen i spidsen for en anden superligaklub med sit gode humør og energiske væsen.”

FCM havde et komfortabelt forspring i sidste sæson undervejs, men til sidst endte de med at tabe guldet.

I indeværende sæson har man efter de første to spillerunder kun hentet et point, efter at man spillede uafgjort med Randers FC og tabte til Silkeborg IF.

I tirsdags formåede klubben lige akkurat at avancere fra Champions League-kvalifikationen ved at slå AEK Larnaca i straffesparkskonkurrence.

FCM’s assistenttræner Henrik Jensen overtager gerningen som cheftræner indtil man har fundet en permanent løsning.

Jensens første opgave som midlertidig cheftræner bliver fredag aften mod OB på udebane.

1 kommentar

  1. Få Ole Gunnar solskjær som træner,samt 1forsvarer-1 midtbane spiller og 1klasseangriber,og kom samtidig af med kaba-juninho-Charles-sisto-og lignende 2klasses spillere

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE