Wilfried Bony skifter som ventet fra Swansea til Manchester City, hvor han har fået en kontrakt frem til sommeren 2019.
Det har længe været en offentlig hemmelighed, at Wilfried Bony ville skifte til Manchester City i dette transfervindue, men endnu har offentliggørelsen trukket ud.
I morges bekræftede det ivorianske fodboldforbund så, at skiftet var en realitet, og nu følger klubberne i kølvandet på den udmeldelse og bekræfter handlen.
Wilfried Bony har underskrevet en kontrakt med de engelske mestre, som binder ham til Etihad Stadium frem til sommeren 2019, til stor glæde for hovedpersonen selv:
“Det er god følelse for mig, en stor ære at være her og en stor udfodring. Som spiller er det altid godt at være en del af en af de største klubber i verden. Jeg er virkelig stolt,” siger Bony til Manchester Citys hjemmeside.
Endnu vides det ikke, hvad Manchester City har måtte slippe for angriberen, men Swansea skriver, at ivorianeren er den dyreste solgte spiller i klubbens historie, mens flere medier gætter på en transfersum på op imod 300 millioner kroner.
Wilfried Bony skifter til City med øjeblikkelig virkning, men da han skal spille African Cup of Nations med Elfenbenskysten, må Manuel Pellegrini vente lidt tid med at benytte frontløberen.
Også Yaya Toure skal repræsentere Elfenbenskysten til slutrunden, og Bony erkender, at landsmanden har haft stor betydning for sit skifte til Manchester City.
”Jeg snakker med Yaya hver dag, når vi er med landsholdet, og jeg tror, han kan gøre mig til en bedre spiller og en mere kynisk angriber. Jeg kommer til at spille med store spillere i City, og det er en chance for mig til at arbejde hårdt og gribe chancen,” udtaler Bony.
Wilfried Bony blev hentet til Swansea af danske Michael Laudrup, og han nåede 70 kampe med 34 mål til følge for klubben.