
Foto: Shutterstock
Brøndby IF har været på transfermarkedet efter offensiv forstærkning, og klubben har nu sikret sig en lejeaftale for 23-årige Mayckel Lahdo.
Kantspilleren er lejet i hollandske AZ Alkmaar, og aftalen løber i resten af indeværende sæson. Desuden indeholder aftalen en købsoption.
Han kan anvendes på begge kanter, hvilket også gjorde sig gældende i efteråret, hvor han var udlejet til Ligue 1-klubben FC Nantes.
“Det føles virkelig godt. Det er en stor klub, og jeg er meget spændt på at spille for klubbens fans, som jeg har hørt meget godt om. Jeg har hørt, at når stadion er fuldt, så er det vildt her. Det ser jeg virkelig frem til at opleve som spiller,” fortæller Mayckel Lahdo til Brøndbys hjemmeside og uddyber:
“Jeg er en hurtig og eksplosiv spiller, som er god i en-mod-en-situationer. Jeg kan lide at skabe farlige situationer offensivt, og det håber jeg også, at jeg kan for Brøndby. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang og vise alle, hvad jeg kan.”
I AZ Alkmaar-trøjen står Mayckel noteret for 98 kampe.
Svenskeren er den femte forstærkning i dette transfervindue for Brøndby IF. De andre tilgange tæller Bartosz Slisz, Ousmane Sow, Ben Godfrey og Emmanuel Dennis.