
Foto: Fodbold-transfers.dk
Den tidligere AGF-anfører og angrebsprofil, Patrick Mortensen, skulle ikke gå arbejdsløs længe.
Han har i dag underskrevet en kontrakt med Brøndby IF.
36-årige Mortensen har signeret en aftale, der er gældende til sommeren 2028.
“Patrick kommer ind som et perfekt supplement til den gruppe af angribere, vi allerede har,” siger fodbolddirektør Julius Ohnesorge til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“På banen har han med sin fysik, sin erfaring og sin tilstedeværelse i feltet nogle kvaliteter, vi har brug for. Men det er ikke mindst som leder og rollemodel, han skal gøre en forskel.”
Mortensen har tidligere en fortid i Brøndby IF, da han kom til klubben som 18-årig fra Fremad Amager i 2007, men han nåede blot fire kampe på klubbens førstehold dengang.
“Brøndby er en kæmpe klub i Danmark med en fantastisk historie og nogle værdier, som jeg spejler mig selv i. Det hårde arbejde og det specielle fællesskab. Den stemning og eufori, der er her, er uden sammenligning. Den får du ikke andre steder i Danmark, og det glæder jeg mig helt vildt til at være en del af. Til at gå ind med mine holdkammerater. Lige nu er jeg en glad mand, og jeg føler mig som en lille dreng, der bare glæder sig til at gå ind i slikbutikken,” siger Patrick Mortensen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Jeg har oplevet en masse ting og skabt nogle erfaringer og et navn i dansk fodbold. Jeg føler, at jeg er vokset meget som menneske og som leder, og det vil jeg rigtig gerne kunne bidrage med og give videre. Generelt set vil jeg gerne kunne hjælpe både på og udenfor banen og være med til at skabe en fortsat god kultur her i klubben. Jeg vil være med til at bidrage til det fantastiske fællesskab her i klubben, uddyber vores nye angriber.”
“Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at skabe succes sammen. Selvfølgelig kommer jeg til klubben for at spille og score en masse mål, men jeg vil i lige så høj grad se Jacob Ambæk og de andre få succes. Kan jeg hjælpe blot en lille smule med det, vil jeg være rigtig glad.”
“Jeg håber, at vi som klub får succes. At vi gør de rette ting, får en god træningskultur, og at vi derigennem kan skabe nogle resultater sammen. Det ville være fantastisk at stå på et tidspunkt med holdet og kunne løfte et trofæ. Men det kræver hårdt arbejde, og det starter på træningsbanen.”
I AGF-trøjen nåede han at spille 265 kampe og score 115 mål, siden han kom til klubben i 2019.