
Foto: Unisport
For to år siden solgte Brøndby IF midtbanespilleren Rezan Corlu til italienske AS Roma.
Nu har klubben købt ham tilbage igen og udstyret ham med en treårig kontrakt.
I det første år af kontraktperioden skal han dog repræsentere Superliga-oprykkerne Lyngby Boldklub på en lejeaftale.
Netop Lyngby kender den 21-årige midtbanespiller godt, eftersom at han også var udlejet til klubben fra AS Roma i sidste sæson, hvor han spillede 20 kampe.
Lyngby har tilmed sikret sig en købsoption i lejeaftalen med Brøndby.
“Rezan er gået fantastisk ind i gruppen, og han har været med på projektet fra dag et,” siger Lyngby Boldklubs cheftræner Christian Nielsen i en pressemeddelelse og tilføjer:
“Derudover har han arbejdet stinkende hårdt og forsøgt at optimere sin træning samt hverdag, så han var i den bedste udgave af sig selv.”
“Især i foråret viste han nogle af de klare kvaliteter, han har som fodboldspiller, og han var en vigtig spiller i vores chanceskabende spil.”
“Rezan ved, hvad det kræver at være med på det her niveau, og vi tror også på, at han kan løfte sig endnu mere i den kommende sæson.”