
Foto: Unisport
I sidste sæson havde Brøndby den i dag 23-årige offensivspiller Besar Halimi i truppen på en lejeaftale fra tyske Mainz 05.
Parterne har vist sig at være så glade for samarbejdet, at det er nu gjort permanent.
Derfor har Halimi skrevet under på en toårig kontrakt med Brøndby.
“Besar Halimi var både en dygtig spiller og en meget vellidt person i truppen under sidste sæsons lejemål, så vi er naturligvis glade for at kunne byde ham velkommen tilbage til Brøndby IF og denne gang på en permanent kontrakt,” siger sportsdirektør Troels Bech til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Han kender vores spillestil og de krav, der bliver stillet til den enkelte spiller og holdet. Derfor kan han træde direkte ind i truppen og være med til at gøre os endnu klarere i vores udtryk og nå de mål, vi i fællesskab stræber efter.”
Halimi får trøje nummer 5 i Brøndby.