Officielt: Brøndby snupper ex-FCK-angriber

1

Brøndby IF har i dag sikret sig papirer på den tidligere FC København-angriber, Andrija Pavlovic. Han har fået en fireårig kontrakt.

Den tidligere FC København-angriber, Andrija Pavlovic, er tilbage i Superligaen.

Pavlovic er nemlig skiftet til FCK’s ærkerivaler Brøndby IF på en fireårig kontrakt. Den serbiske angriber skifter fra Rapid Wien, og han får nummer 9 i Brøndby-trøjen.

“Det har længe været almindeligt kendt, at vi var på markedet efter en spiller med kompetencer, der kan komplementere de angribere, vi allerede har i truppen. Hedlund, Uhre og Jobbe m.fl. har alle styrker i forhold til fart og dybdeløb,” fortæller Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Med Pavlovic får vi en spiller, hvis stærkeste kompetencer, ud over at være en habil målscorer, er i spillet med ryggen til målet, relationer til medspillere og ikke mindst et stærkt hovedspil. Niels og trænerteamet får med andre ord flere strenge at spille på fra kamp til kamp.”

I FCK nåede 26-årige Pavlovic at score 22 mål og levere otte assists i 83 kampe for løverne i perioden 2016 til 2018. I hans seneste klub Rapid Wien spillede han 29 kampe, scorede otte mål og leverede fire assists.

Pavlovic: Kan lide BIF’s sportslige retning

“Jeg har stor respekt for, at det muligvis ikke er min trøje, der vil blive solgt flest af på grund af min tid FC København, men det ændrer ikke på, at jeg kommer til Brøndby IF, fordi jeg vil vinde kampe, og jeg tror på, at jeg kan bidrage, og at jeg kan gøre en forskel for klubben,” siger Pavlovic til klubbens hjemmeside og uddyber:

“Jeg brænder for at komme ud og spille fodbold igen, og jeg kan godt lide den sportslige retning, der er sat i Brøndby IF med offensiv fodbold og pres på modstanderen.”

“Jeg har udviklet mig som fodboldspiller og menneske, siden jeg sidst spillede i Superligaen, og i en trup med mange talenter er jeg overbevist om, at jeg er en af de ældre, som skal vise vejen, og det ansvar glæder jeg mig til.”

1 kommentar

  1. Håber virkelig det lykkedes for dig jeg er tidligere fan af din personlighed da du spillede for min hjerte klub fck det er dejligt at se dig i dk igen trods det er for bif så får de en spiller med masser af energi og ydmyghed håber de behandler dig med respekt hilsen en rigtig fck fan

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE