
Foto: Unisport
Brøndby har benyttet Deadline Day til at forstærke offensiven med danske Uffe Bech.
Den 25-årige offensivspiller skifter fra tyske Hannover 96, hvor han har haft svære arbejdsbetingelser efter en skadesperiode.
Bech har skrevet under på en lejeaftale, der gælder frem til årsskiftet. Den indeholder samtidig en købsoption, som Brøndby kan gøre brug af efter aftalens udløb.
Uffe Bech får trøje nummer 9 i Brøndby.
“Jeg er glad for muligheden for at komme til Brøndby IF. Jeg har fulgt med i udviklingen igennem de sidste par år, og spillestilen tiltaler en offensiv spiller som mig, så jeg glæder mig til at prøve kræfter med det,” siger Uffe Bech til Brøndbys hjemmeside og tilføjer:
“Jeg ved, at der er stor konkurrence om pladserne, og sådan skal det også være i en stor klub som Brøndby IF, så jeg glæder mig til at komme i gang med træningen med mine nye holdkammerater.”
Brøndbys sportsdirektør Troels Bech beskriver forstærkningen som en mulighed, som man valgte at tage.
“Vi har ikke for vane at indgå et så relativt korte lejemål som i dette tilfælde, men lige netop med Uffe fik vi en god mulighed for at få tilknyttet en særdeles dygtig spiller, som vi ellers ikke økonomisk ville være i stand til, og den mulighed har vi valgt at gribe,” siger Troels Bech til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Uffe er som sagt en dygtig spiller, som tidligere har bevist sit værd som en profil i Superligaen. Vi tror på, at Uffe med sine offensive kvaliteter vil passe rigtig godt ind i vores aggressive og offensive spillestil, og vi glæder os derfor til at få Uffe ind i truppen.”