Officielt: Brøndby udlejer talent

0

Brøndby IFFrem til 1. oktober skal Brøndbys forsvarstalent, Mads Nielsen, spille i islandsk fodbold for klubben, Valur.

19-årige Mads Nielsen fik debut for Brøndby i efterårets pokalkamp mod Hvidovre, men han er umiddelbart ikke tæt på en plads i Brøndbys Superliga-trup, hvor spillere som Boulahrouz, Almebäck, Albrechtsen og Dario Dumic er foran Nielsen i forsvarskøen.

Derfor har Vestegns-klubben nu besluttet at leje forsvarsspilleren ud for at få lidt førsteholdsfodbold og hår på brystet, hvilket skal ske i islandske Valur, hvor han skal spille frem til 1. oktober. 

“At udleje nogle af vores unge spillere, der ikke er tæt nok på spilletid i Superligaen, er noget, vi gerne vil og kommer til at gøre mere i fremtiden. De unge spillere kommer ud og får noget hår på brystet og bliver matchet i kamp på et fint niveau i stedet for måske kun at spille nogle få reserveholdskampe herhjemme,” siger sportschef Per Rud til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“Vi forventer, at Mads gør en god figur i Valur, og at han i efteråret vender stærkere tilbage til Brøndby.”

Den 197 centimeter høje stopper skrev i sommer under på en kontraktforlængelse med BIF, som samtidig rykkede ham op i klubbens A-trup.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE