
Foto: Hoffenheim
Den danske angriber, Jacob Bruun Larsen, forlader Borussia Dortmund til fordel for ligarivalerne Hoffenheim, hvor han bliver holdkammerat med blandt andre Robert Skov.
21-årige Bruun Larsen skifter permanent, og transfersummen ligger ifølge Ekstra Bladets oplysninger på 104 millioner kroner, hvilket skulle gøre ham til klubbens dyreste indkøb til dato.
Hoffenheim oplyser, at danskeren har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2024.
“Jeg er meget begejstret over Hoffenheim og at skulle arbejde med træner Alfred Schreuder og holdet,” siger Bruun Larsen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Hoffenheim er en topadresse for unge spillere. Klubben er internationalt anerkendt for deres arbejde med at udvikle spillere, og jeg er glad for at blive en del af det.”
Bruun Larsen nåede at spille i Dortmund i fire og et halvt år, hvor det blev til 41 kampe for førsteholdet med tre mål og fem assists til følge.
Han får trøje nummer 7 i Hoffenheim.