
Foto: Chelsea FC
Tidligere på dagen solgte Chelsea deres førstekeeper Thibaut Courtois til Real Madrid. Nu er afløseren på plads, og det er ganske som ventet Athletic Bilbaos Kepa Arrizabalaga.
Den spanske keeper skifter i en rekordhandel, der betyder, at han nu kan kalde sig verdens dyrest handlede målmand i en alder af blot 23 år.
Transfersummen lyder på 596 millioner kroner omregnet til danske kroner. I euro er der tale om et beløb på 80 millioner euro.
Han har skrevet under på en kontrakt af syv års varighed.
“Så mange facetter har tiltrukket mig ved Chelsea. Alle titlerne, truppen, byen, muligheden for at spille i Premier League. Alle faktorer har spillet ind på mit valg, og jeg er taknemmelig for at Chelsea viser mig så stor tillid,” siger Kepa til klubbens hjemmeside.
Kepa var tidligere kædet sammen med netop Real Madrid, men han valgte i stedet at forlænge med Bilbao i januar måned. Dengang forlængede han til sommeren 2025, men den kontrakt kom han altså langt fra til at opfylde.
Til gengæld fik han forhøjet sin frikøbsklausul til 80 millioner euro, og det er altså denne som Chelsea har indfriet med købet af den spanske reservemålmand på A-landsholdet.