
Foto: Shutterstock
Antonio Conte er, ganske som ventet, blevet enig med Inter Milan om at blive cheftræner i klubben.
Det kunne Inter fredag morgen oplyse.
“Jeg er overbevist om, at Antonio Conte er én af de bedste trænere, der findes. Jeg er sikker på at han kan hjælpe os med at indfri vores målsætning, der altid har været den samme, nemlig at gøre denne klub til én af verdens bedste igen,” siger Inters præsident Steven Zhang til klubbens hjemmeside.
Conte glæder sig til at starte på en ny udfordring som cheftræner.
“Det er et nyt kapitel i mit liv, der begynder og jeg glæder mig virkelig. Jeg vil gennem mit arbejde forsøge at betale præsidenten og direktørernes tillid tilbage.”
“Jeg har valgt Inter, fordi klubben er som den er, grundet dens ambitioner og historie. Jeg blev ramt af klubbens ønske om at få den tilbage, hvor den hører hjemme.”
Således er 49-årige Conte tilbage i italiensk fodbold, hvor han blandt andet har stået i spidsen for Juventus og været italiensk landstræner.
Senest var han manager i Chelsea FC, som han førte frem til det engelske mesterskab i sæsonen 2016/2017. Sæsonen efter førte han holdet frem til FA Cup-trofæet.
I den netop afsluttede Serie A-sæson endte Inter Milan på fjerdepladsen. Det betyder, at de er direkte med i Champions League-gruppespillet i næste sæson.
Inter har ikke oplyst kontraktlængden, men ifølge italiensk presse, så er der tale om en treårig aftale, der altså løber frem til sommeren 2022.