Chelsea har nu officielt bekræftet købet af angriberen Samuel Eto’o, som får et år hos London-klubben. Dette meddeler klubben på sin officielle hjemmeside.
Samuel Eto’o skifte væk fra Anzhi Makhachkala har denne sommer været under opsejling, og angriberens næste destination har mest af alt lignet enten Inter eller Chelsea.
Nu er det så officielt, at Jose Mourinho bliver genforenet med sin tidligere spiller fra deres fælles Inter-tid, da Eto’o har skrevet under på en etårig kontrakt med Chelsea.
Jeg er meget glad for at være her, men også spændt, da jeg gerne vil spille så snart som muligt,” udtaler Eto’o til Chelseas hjemmeside og fortsætter:
”Det var ikke en svær beslutning. Jeg kiggede på de kvaliteter, som Chelsea har, og jeg er meget glad for Jose Mourinho, så da muligheden opstod, var jeg glad for at gribe den,” tilføjer han.
32-årige Samuel Eto’o, som nu altså skal tørne ud for Chelsea, har fortid i Real Madrid, Mallorca, Barcelona, Inter og Anzhi Makhachkala. Han har vundet prisen for Afrikas bedste spiller fire gange.