
Foto: Shutterstock
FC Barcelona henter det 19-årige backtalent Sergino Dest i Ajax. Det bekræfter begge klubber på deres hjemmesider torsdag.
Amerikanske Sergino Dest blev tidligere i transfervinduet meldt på vej til den tyske storklub Bayern München, men siden har FC Barcelona overhalet tyskerne i kapløbet om Dest, og torsdag er handlen blevet bekræftet.
Barca har købt unge Dest fri af Ajax og givet ham en lang kontrakt til sommeren 2025, og han erstatter dermed portugisiske Nelson Semedo, som er blevet solgt til Premier League-klubben Wolverhampton.
FC Barcelona oplyser, at Sergino Dest koster dem 21 millioner euro, hvilket svarer til i omegnen af 155 millioner kroner. Oven i det er der bonusser, der kan løbe op i yderligere ca. 37 millioner kroner.
Sergino Dest får desuden en frikøbsklausul på omkring svimlende 400 millioner euro – altså knap tre milliarder kroner.
Stortalentet Dest nåede hele 38 førsteholdskampe for Ajax med to scoringer og seks assists til følge.
Højrebacken har både amerikansk og hollandsk statsborgerskab, men har valgt at repræsentere USA’s landshold, hvor det indtil videre er blevet til tre optrædener.