
Foto: Shutterstock
Flere måneders spekulationer er overstået nu, efter Josep Bartomeu tirsdag aften valgte at trække sig som FC Barcelonas præsident.
Der har været nok at se til i 2020, hvis man er Barca-præsident og hedder Josep Maria Bartomeu.
Det tæller blandt andet to trænerfyringer, en 2-8-ydmygelse i Champions League, et transferønske fra anfører Lionel Messi og et mistillidsvotum fra klubbens medlemmer.
Men intet af det behøver præsidenten at gruble over længere, da han tirsdag aften har meddelt, at han trækker sig som præsident i Barcelona.
Josep Bartomeu har længe været utroligt upopulær blandt medlemmerne i klubben, der har været utilfredse med Barcas linje, hvor unge talenter har haft længere til førsteholdstruppen, end man normalt ser det i den spanske storklub.
Samtidig har spillet ikke været specielt godt, og resultaterne har også været svingende til trods for flere dyre indkøb som superstjernerne Antoine Griezmann, Ousmane Dembele og Philippe Coutinho.
Alt det medførte, at over 20.000 medlemmer skrev under på, at de ønskede præsidentens afgang fra klubben.
I FC Barcelonas retningslinjer hedder det sig, at hvis over 16.250 medlemmer underskriver et mistillidsvotum til en præsident, skal hans fremtid til afstemning.
Og den afstemning skulle efter planen afholdes søndag og mandag, selvom Bartomeu forgæves har forsøgt at få den udskudt med henvisning til den forværrede coronasmitte i Spanien, men forespørgslen er blevet afvist.
Af den grund har Bartomeu valgt at tage sit gode tøj og gå, inden en potentiel ydmygelse som den første præsident, der afsættes efter et mistillidsvotum. Det bekræfter han på et pressemøde.
“Jeg er her for at meddele jer, at jeg trækker mig fra posten som præsident sammen med resten af bestyrelsen,” udtaler Josep Maria Bartomeu.
Bartomeu overtog præsidentposten efter Sandro Rosell i 2014, da han blev smidt i fængsel for hvidvaskning.
Bartomeu blev længere: Måtte sikre, at Lionel Messi blev
Bartomeu kunne ikke forlade FC Barcelona efter 2-8-ydmygelsen mod Bayern München, da han skulle sikre, at Lionel Messi blev i klubben, og han kritiserer desuden det politiske styre.
Josep Bartomeu langer således ud efter den katalanske regering, da de ikke ville udsætte afstemningen om mistillidsvotummet til ham.
Ex-præsidenten peger i stedet på den ansvarlighed, som han og resten af hans bestyrelse udviste, da de ikke trak sig efter 2-8-nederlaget mod Bayern München i Champions League i sidste sæson.
“Bestyrelsens vilje har aldrig været at sætte sig på klubben. Efter at vi røg ud af Champions League havde det været nemt at trække sig, men vi måtte sikre klubbens fremtid midt i uvis tid med en pandemi,” lyder det fra Bartomeu på pressemødet og fortsætter:
“Vi kunne ikke efterlade klubben i hænderne på en anden. Hvem skulle finde den nye træner eller hente nye spillere? Hvem skulle sikre, at Messi blev, eller vi fik balanceret vores lønninger? Som bestyrelse var vi tvunget til at blive og gøre det,” lyder det fra Bartomeu.
Vil i europæisk superliga
FC Barcelona har accepteret et omdiskuteret forslag om at spille i en ny europæisk superliga, udtaler den afgående præsident Josep Maria Bartomeu desuden.
På det seneste har der været snak om en ny europæisk superliga, som flere af verdens allerstørste klubber angiveligt er fortalere for, men som derudover er blevet heftigt kritiseret.
Skal man tro Bartomeu, har den catalanske storklub sagt ja til planen om en sådan eliteturnering.
“Barcelona har accepteret et forslag om at spille i European Super League. Det vil garantere den finansielle levedygtighed for klubben fremadrettet. Vi har accepteret det fremtidige klub-VM,” forklarer Bartomeu ifølge Football Espana.
Mediet Sky Sports erfarede for en uges tid siden, at både storklubberne Manchester United, Liverpool og Real Madrid er med til at planlægge den nye super-turnering, og ifølge Bartomeu er FC Barcelona altså også positivt indstillet.