FC Barcelona har for første gang i klubbens historie valgt at sælge navnesponsoratet på klubbens hjemmebane, Camp Nou.
For første gang i FC Barcelonas historie har klubben valgt at sætte navnet på hjemmebanen Camp Nou til salg.
Indtægterne fra salget af navnesponsoratet skal blandt andet gå til at bekæmpe coronavirus, mens resten skal gå til andre paralelle projekter. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Camp Nou med plads til 99.000 tilskuere får et nyt navn i næste sæson, hvis en køber af navnesponsoratet dukker op.
“Vi er i en global krise uden sidestykke i vores moderne historie, og vi er nødt til at være modige og tænke på det ansvar, vi har,” siger Jordi Cardoner, FC Barcelonas vicepræsident, til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Det er vigtigt, at klubben gør alt det, der er muligt for kampen mod coronapandemien og dens konsekvenser.”
I sidste måned var FC Barcelona den første klub i den bedste spanske fodboldrække til at skære lønningerne ned for klubbens spillere og trænere med 70 procent.