FC København præsenterede i dag den 24-årige islænding, Ragnar Sigurdsson. Forsvareren har signeret en fireårig aftale.
De danske mestre fra FC København havde i dag indkaldt til pressemøde, og det skulle vise sig, at være en ny spiller, der skulle præsenteres.
Holdets nye spiller er islænding og han hedder Ragnar Sigurdsson. Han skifter fra IFK Göteborg på en fireårig aftale.
“Vi har haft lejlighed til at se Ragnar rigtig mange gange i kamp for IFK Göteborg. Derfor er det altid en særlig glæde, når lang tids scoutingarbejde resulterer i en signing. I dette tilfælde har vi oven i købet kunne gøre brug af Roland Nilssons stærke kendskab til svensk fodbold og til Ragnar. Sigurdsson er allerede en etableret spiller med mange kampe under bæltet, men samtidig ser vi yderligere potentiale for udvikling,” siger sportsdirektør Carsten V. Jensen ifølge klubbens hjemmeside.
Den 24-årige forsvarsspiller, der tiltræder i sin nye klub, når træningen inden den kommende sæson genoptages, ser frem til opholdet i FCK.
“Jeg glæder mig meget til at komme til Nordens bedste klub. Det er helt klart et step op i min karriere at skifte til FCK og dansk fodbold. Jeg er 24 år, og føler at tiden er den rette for mig til at skifte. Den danske kultur minder om den svenske og den islandske, så jeg håber at falde hurtigt til i København, og glæder mig bare til at komme i gang med mine nye udfordringer,” siger Ragnar Sigurdsson.