FC København har i dag solgt det 16-årige stortalent, Mads Bidstrup, til Bundesliga-klubben RB Leipzig. Han er solgt for et stort beløb.
FC København har i dag solgt den 16-årige midtbanespiller, Mads Bidstrup. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Bidstrup er solgt til Bundesliga-klubben RB Leipzig, og skiftet sker med øjeblikkelig virkning.
“Vi oplever en stor interesse for de spillere, der bliver udviklet i vores stærke talentafdeling, og her er der tale om, at der er betalt et ekstraordinært stort beløb for Mads Bidstrup. Vi ved, at Mads og hans familie har tænkt grundigt over, om de ønskede at tage det her skridt, og vi må græde med det ene øje og smile med det andet over den her handel,” siger Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Det er en stor cadeau til det arbejde, der bliver lavet i talentafdelingen, som det seneste halve år har sendt spillere videre, der prismæssigt er i den absolutte top i verden i deres årgange. Det er en klar blåstempling af deres arbejde.”
“Vores plan er stadig, at vi skal udvikle spillere til vores eget førstehold, og vi har sagt nej til mange tilbud de seneste 12 måneder. Men med den talentmasse vi har, er det uundgåeligt, at der ind imellem vil være tilbud, vi ikke kan sige nej til på en meningsfuld måde.”
Bidstrup er ifølge Ekstra Bladet blevet solgt for lige over to millioner euro, hvilket svarer til omkring 16 millioner kroner. Det gør ham til én af de dyreste spiller i årgang 2001 i hele verden.
Kun de serbiske brødre Luka og Ivan Ilic er blevet solgt dyrere. Det skete, da Manchester City betalte 41 millioner kroner for brødrene i sommer, hvor de skiftede fra Røde Stjerne Beograd.