
Foto: Fodbold-transfers.dk
FC Midtjylland har vinket farvel til angriberen August Priske, der er blevet solgt til Djurgården i Sverige. Det meddeler klubben på sin hjemmeside.
20-årige August Priske er fortid i FC Midtjylland.
Det står klart mandag, hvor FCM oplyser på klubbens hjemmeside, at man har solgt den unge angriber.
Priske er skiftet til Djurgården på en fireårig aftale, og svenskerne er glade for handlen.
“August er en ung, kraftfuld angriber, der er trænet i både Danmark og Holland. Han er stor, stærk, arbejder altid hårdt og er en meget ambitiøs spiller, der har fokus på at træne hårdt og udvikle sig,” siger sportsdirektør Bosse Andersson til klubbens hjemmeside.
“En angriber, der er farlig i feltet med sin fysik, hvilket har gjort ham til et eftertragtet navn for mange klubber. Så vi er meget glade og taknemmelige for, at August valgte at komme til Djurgården,” lyder det fra sportsdirektøren.
August Priske fik en enkelt kamp for førsteholdet i FC Midtjylland.